Faktaboks

Frantz Peckel Møller
Født
11. mars 1834, Christiania
Død
22. november 1901, København
Virke
Kjemiker og farmasøyt
Familie
Foreldre: Apoteker Peter Møller (1793–1869) og Christiane Sophie Peckel (1793–1877). Gift 17.11.1870 med Louise Eugenie Marie Tronitz (6.7.1843–26.6.1919), datter av murmester Jacob Tronitz og Oline Houge. Morbror til Severin Andreas Heyerdahl (1870–1940).

Frantz Peckel Møller overtok Svaneapoteket i Christiania etter sin far og videreutviklet dennes virksomhet med produksjon av medisintran. Hans innsats innenfor forskning, salg og markedsføring gjorde “Møllers Tran” kjent over hele verden.

Møller gikk direkte i sin fars fotspor da han etter examen artium og en tid som disippel i Svaneapoteket avla farmasøytisk eksamen 1857. Det var på denne tiden Peter Møller introduserte sine nye metoder for dampfremstilling av tran, og Frantz ble tidlig fortrolig med farens eksperimenter. Etter noen års kjemistudier ved universitetet i Christiania fortsatte han sine kjemistudier hos den berømte professor Robert W. Bunsen ved universitetet i Heidelberg i Tyskland. Bunsen hadde utviklet nye og avanserte metoder for kjemiske analyser, og Møller kunne starte sin forskning på tranens sammensetning med de mest avanserte metoder som da fantes. Han avsluttet sine studier i Heidelberg med en doktorgrad 1862.

Etter en kort tid som forpakter av Svaneapoteket ble han ansatt i farens tranforretning, fra 1868 som leder av salgskontoret i London, der han – avbrutt av korte opphold i Norge – ble i 12 år. Etter farens død 1869 solgte Møller Svaneapoteket 1871 og gikk inn som likeverdig eier av tranforretningen sammen med sine to svogere, men han fortsatte som leder av salgskontoret i London. Med dette kontoret som base startet han et systematisk arbeid for å utvide markedet for Møllers medisintran i alle verdensdeler. Det var spesielt i USA han oppnådde store resultater med produktet, som der ble kalt Peter Møller's Purest Lofoten Norwegian Cod Liver Oil.

Det delte lederskapet opphørte 1881, da Frantz Peckel Møller ble eneeier og daglig leder av firmaet Peter Møller. Året før hadde han bosatt seg i København. I de følgende 20 årene konsentrerte han sitt arbeid om konsolidering og utvikling av tranvirksomheten. Han forsket også på den kjemiske sammensetning av torskelevertran, og 1895 utgav han sitt 600 siders hovedverk, Cod Liver Oil and Chemistry. Her beskriver han levertranens historie, fremstillingsmåter og sammensetning, foruten generell organisk kjemi. Det er imponerende at han allerede på denne tiden var i stand til å identifisere flere av tranens fettsyrer. En langkjedet og umettet fettsyre foreslo han skulle kalles “therapic acid”. Det er nærliggende å tro at han allerede da var på sporet av det som vi i dag kjenner som omega-3 fettsyrer, langkjedede fettsyrer med 5 og 6 dobbelbindinger, som det senere er dokumentert har gunstig effekt på menneskets hjerte og blodkarsystem.

Sammen med sin nevø, ingeniør Peter Møller Heyerdahl, la Møller ned mye arbeid i å forbedre Peter Møllers damptranmetode. Sammen patenterte de en metode for utsmelting av tran i inert atmosfære (karbondioksid). Denne metoden gjør det i prinsippet mulig å beskytte tranen fra luftens skadelige påvirkning i hele raffineringsprosessen frem til tranen fylles på flaske.

I tillegg til sin vitenskapelige og kommersielle karriere var Møller, i likhet med faren, svært aktiv innenfor det farmasøytiske miljø. Han var blant stifterne av Den farmaceutiske Forening i Christiania 1858 (formann 1865) og medlem av farmakopékommisjonen som 1870 utarbeidet den reviderte Pharmacopoea Norvegica.

Frantz Peckel Møller døde i København 1901 og ble gravlagt der.

Verker

  • Bemærkninger til Apotheker Thaulows Antikritik, 1863
  • Cod Liver Oil and Chemistry, London 1895

Kilder og litteratur

  • Stud. 1851, 1901
  • A. Jermstad: biografi i NBL1, bd. 9, 1940
  • biografi i Nor.Ap., bd. 3, 1954, s. 317–318
  • O. Thorson: Tran og tranhandel i hundre år 1854–1954, 1955
  • K. Backe-Hansen: “Apoteker Peter Møller og Møllers tran”, i Norges apotekerforenings tidsskrift nr. 7/1996, s. 22–24